Umbeluzi som blev til Sarah

En snestorm har i dag, d. 3. februar 2010 lagt hele landet i lænker. Vi er sneet inde. Jeg havde derfor fra morgenstunden god grund til at hygge
mig med traktor og fejeblad for på den måde at få ryddet "livsnerven" - den lille blinde vej, som vi betjener os af for at komme i forbindelse til det
omgivende samfund. Det er den ulempe, man må finde sig i, når man har bosat sig langt fra alfarvej!

Med tak for din julehilsen, vil jeg her berette lidt af det Sarah sidst har bedrevet:

Vejret fortræffeligt med klart solskin hele dagen. I en lånt personbil havde jeg Sarah liggende på gulvet foran passagersædet, hvor hun rigtig
så ud til at nyde varmen, som strømmede ud af luftkanalen. Hun skulle testes. En aften, hvor vi gik hjem fra et resultatløst andetræk, sprang hun over
en å, men landede så uheldigt, at en stab stødte lige ind ved brysthulen. Et par dage haltede hun slemt rundt, men livede op, da hun så jagttøjet blive lagt
til rette denne morgen. Og da hun slap fri i skoven, var hendes halten på højre forben helt glemt.........

En tid lang søgte vi i skoven, før vi løb på den første sneppe - skriver løb på - for det var, hvad Sarah kom til.
Fuglen stejlede op mellem de lodrette, hvide birkestammer uden at hunden havde haft den i næsen ...... sligt hænder for alle hunde.

Et par fasaner fandt hun for i et tjørnegærde til naboskel. Jeg nøjedes med at nyde synet af hundens låste stand,
og fuglenes buldren ud gennem grenene.

Men så ...i ny bøgeskov med udtyndet lærk på bundet, lå det eventyr og ventede, som vi var kommet for. Hunden stod. Klokken tav.
Jeg listede frem med tilbageholdt åndedræt og klar på aftrækkeren. Heldigt for det, for sneppen var en af disse infanterister, som vil liste af stillingen
inden jægeren bliver bragt i spil. På modsatte side af en klynge grenris på jorden så jeg glimtet af noget brunt på vej væk. Skuddet kom lavt over
skovbunden og fuglen vippede ned. Sarah forsvandt i et spring over risbunken i retning mod sneppen, som hun bragte straks efter.
En lille sneppe med yderste højre vingeled knækket...........så lidt er forskellen for en sneppe mellem liv og død.

Hvis jeg ikke straks havde bevæget mig frem mod hundens stand, ville denne være opfattet som en "falsk stand" - hvad enhver jæger med stående
hund har oplevet. Men tro mig, at når din hund står fast og derpå rejser, uden at der kommer nogen fugl op, så bortdøm ikke hunden. Det er ofte kun tilsyneladende, at der ikke er en fugl på stedet, - og med snepper gælder det, at disse altid til en start vil søge at undløbe hunden. I den situation
er hunden pisket til at gøre noget ved sneppens løben. og der er set varianter alt efter hundens klogskab og temperament. Nogle hunde vælger at rykke
hurtigt frem i ny stand, andre i 2 - 3 spring at ringe sneppen eller hvis det er i budskads, hvor sneppen virkelig ikke vil stoppe sit løb væk, at forcere for i
det mindste at få "lidt for pengene".

Er jægeren ikke tæt nok på til at se "herligheden" smutte af sted, så får han for det første ikke skud,
og derefter ej heller erkendelse af, at hunden virkelig havde med fugl at gøre.

Men o.k. - det er jo børnelærdom for sneppejægere.

En anden ting, som er værd at skrive sig bag øret eller i øret, er hundens klokke.
Sidst på dagen bliver ens opmærksomhed med denne bimlen ofte nedsat.
Man er udgået, træt og tror vist heller ikke længere på chancen for en fugl mere. Og så hører man - eller rettere - hører ikke klokkens bimlen.
Hvor er så hunden? Hvor hørte man den sidst? Hvad retning skal man søge i?
I den rækkefølge kommer spørgsmålene væltende, alt mens man allerede ved, hvem der har fejlen?

Hun stod selvfølgelig, - et sted, som jeg ikke nåede frem til i tide. Allerede på frastand vidste jeg, at der var tale om kostbare sekunder.
Så flot som ingensinde før - lav i bagbenene og med hovedet rejst ind mod et skrub. Mit enlige lange skud faldt i nødværge til den dejligste sneppe op gennem trætoppene ........ pokkers osse. Med dårlig samvittighed talte jeg bagefter ømt til hende, hvorefter vi afbrød jagten og gik til bilen.
Her fik hun lov til at ligge på passagersædet, mens vi delte min madpakke.

Når jeg, som i dag omkring middag, kørte den lange vej fra øst til vest på Sjælland for at gå 2 - 3 timer på jagt med min sneppehund;
er regnestykket helt i negativ. For hvor mange gange større er risikoen ikke for undervejs at køre galt, blive lemlæstet eller det, der er værre, -
end hvis jeg havde sat mig ind i sofaen med en kop kaffe og en bog? Slappet af i min ferie i stedet for her at trampe kilometer efter kilometer uden
at se skyggen af en sneppe ? Og den slags ture realiseres i øvrigt uden økonomiske overvejelser... for klart, at det koster.

Nu havde jeg kunnet sidde fedt tilbagelænet i lædersofaen, - med klogebrillen ned i en bog fået indsigt og viden og masser af andres oplevelser.
Det hele serveret billigt uden en svedperle på panden, og bankbogen ville ikke lide overlast derved. Og i aften ville mine knæ være foruden den
svagt sitrende fornemmelse og mine lår stadig morgenfriske. Mine fødder ville ikke være trådte flade med ømme knyster....... og 100 andre fordele."

Der høres et fløjt og "Sarah - søg her."

"Men oppe i mit hoved - et eller andet sted - ville der mangle noget. Deroppe ville jeg føle at have svigtet både mig selv og hundej.
Så længe vi magter at udfordre os selv og ikke andre, - så længe skal vi blive ved."

"Der oppe trækker en flok grågæs - 9 ialt - skal altid tælles."

"Den dag kommer tidligt, hvor al denne masen og regeren kræver sig betalt. Så stopper festen ...... har set det med andre.

Og her - midt i min tankeflugt - var det så, at den sorte og tanfarvede setter fuldt udstrakt svævede hen over en væltet fyr og var borte igen i
al efterårets farvepragt. Herligt som synet af hundens vilde flugt bragte mig tilbage til virkeligheden.

Og fik mig til at se ned ad mig selv: - Her går du. fulgt af en skabning, som har underkastet sig dine behov, -
og som ikke et sekund tænker på aftens træthed, livets farlighed og livets grå.

Ikke et eneste skud hele dagen. Men ensomhed ved en blank sø, da mørket trængte sig på. På dit lår hviler hunden sit kloge hoved.

Så blev det regnestykke stemt af..........

Julemåneden kom med let frost i nat. Siden kom klaren dag med lyst til mange gøremål; herunder at få kørt halm ind i folden til kreaturerne.

Men også til over 2 timer at gå med sneppehunden rundt i skovens haller. Det blev en fin opstilling, som jeg her vil gengive fra start.

"Med klokken hængt om halsen rutschede den brunsorte op over gærdet, ned i den tørre grøft, i sving mellem stammer og risbunker,
så at det hele var en lyst at se på.

Så lykkedes det da igen at have en sådan hund ved min side, tænkte jeg fro, da jeg langsomt gik ned ad skovvejen.

Med vilje gik jeg langsomt, for det er med anstand, at hele denne sneppejagt foregår.
Så heppes hunden ikke til at gå varm i hovedet. Foregiv hunden at du har masser af tid, stil dig op engang imellem og lad hunden undersøge det hele.
Hvis du jasker afsted, vil din hund mærke det og føle sig presset til at overkomme mere end dens næse formåd.
Og så ender det med råben og skrigen.

Længe arbejdede Sarah målrettet i skovbunden med "kun" en kok stillet; - og den slags farveladefugl kommer ikke i farezonen på vore sneppejagter.
Nej, det er spillet med den snu vadefugl, som vi vil opleve.

Efter en times søgen er der kontakt med en sådan. I tæt bøgeopvækst pludselig forbi mine øjne inde på 6-8 meter, men ganske
umuligt at få kantet skyderen op til. Jeg kunne blot følge sneppen, som i rolig flugt landede ca. 150 meter borte.

Ude til siden så jeg en flov Sarah stå og kikke efter sneppen/vente på skuddet. Hun må være løbet ind i fuglen med bagvind.
Nå, søster, hvad er den af ?

Så gik vi stille i retning af den flygtede sneppe, der som forventeligt var løs i kanten og rejste så snart, vi trådte nær ind ved et gammelt stød på jorden.
I et rent bagskud gik den ned med knækket vinge. Det var sådan set lige meget med at råbe apport, for Sarah var allerede på vej hen mod skudstedet.
Inden hun nåede frem, havde jeg i skovbunden observeret sneppen hejse en vinge lodret og tournere et par gange mellem bøgebladene, hvilket altid et et
solidt tegn på, at den fugl ikke løber nogen steder. Jeg kunne regne ud, hvor færten måtte ramme hendes snude, og som på nedtælling snurrede hun rundt
og stod. Nogle få øjeblikke, hvorefter hun udløste standen og apporterede sneppen. Stor ros til hunden, som fik sneppen "kørt rundt om snuden" for rigtigt
at sende færten ind til den bageste hjernecelle.

Der var endnu en sneppe i skoven denne dag.

Sarahs klokke holdt pause ganske tæt på, hvor jeg gik. Hun stod inde i noget gennemført tæt opvækst med en mur af blade på.
Da jeg trængte mig tættere på stedet, var det mere end sneppen havde nerver til, og den lettede med de tydelige vingebask mod løvet.
Det var med nød og næppe, at jeg fik udsyn til den grøft, hvor sneppen trak lavt henover. Mit skud blev afgivet stående på tæer for at få sigte over
bladene og bevirkede, at sneppen faldt ind mod en rand langs grøften.

Bagefter ved jeg godt, at det jeg derpå gjorde, var galt - for jeg sendte straks Sarah på apport for blot på afstand at måtte se en åbenlys friskflyvende
sneppe flyve op fra grøften, da hunden nåede frem til stedet. Var nu sneppen ramt af et af mine spredehagl eller var den blot landet af egen fri vilje ?
Traurig så jeg sneppen flyve langt ud vestpå i skoven, hvor den fortabte sig af syne.

For en sikkerheds skyld tog jeg og hundesnuden området ved grøften grundigt i besigtigelse for det tilfældes skyld, at der skulle være tale om en 3. sneppe -
eller at der lå en død nede i grøften. Det gjorde der ikke. Det var i grunden også en lidt for luftig teori at hænge mit mismod ved situationen op på.

Hele skoven blev endevendt uden at møde flere snepper. Jeg havde egentlig kurs mod bilen, da den skøre ide slog mig at forsøge at finde
"grøftesneppen" fra tidligere. Måske lå den nu livløs et sted ude i den vestre del af skoven - og jeg havde dog endnu næsten 1 time at gøre godt
med inden eftermiddagsvagten krævede min tilstedeværen.

Så gik det på lange ben tilbage ind i skoven, hvad Sarah straks kvitterede for med et hyl.
Hun kender alt for godt skovleddet, når dette passeres på vej ud af skoven.

Med højde for vindretningen vidste jeg så nogenlunde, hvor jeg kunne tillade mig at skære skoven igennem på min målrettede færd.
Sneppen måtte være fløjet til et lidt åbent område i bøgeskoven, hvor en stor væltet fyr i mange år af jægerne har krævet høje knæløft at forcere.
Helt så langt nåede jeg dog ikke, for pludselig stillede hunden sig an. Det måtte være sneppen; - en fasan ikke ville udstille sig på dette sted.
Jeg sendte Sarah frem, men hun tog efter en 6 - 7 meters avancering påny stand og denne gang med løftet forben hen mod en grøft.
Klart signal om, at den er god nok.

Så opfangede jeg en bevægelse fremme i grøften, og bøssen var allerede ved skulderen klar til brug.
Jeg nåede at holde skuddet tilbage, da det var en duehøg - blåagtig han - som gled væk langs grøften.
Da jeg kikkede ned i grøften, ventede der mig en overraskelse. For lidt henne lå en endnu varm skovsneppe, omend ikke grydeklar,
så dog for en stor dels vedkommende pillet ren for kød på hals og ryg, samt hjernemassen hakket ud.
Brystkødet var uskadt, hvilket jeg takkede høgen for. Rovfuglen må have kunnet se, at sneppen var "syg" og slået den.

Ved klargøringen af sneppen viste obduktionen, at der var gået et enkelt hagl ind ved gumpen.

Det var i halvmørket efter fodring i stalden, at jeg besluttede mig for en hurtig andejagt.
De 2 hanhunde, som i de sidste 12 dage har været helt fra snøvsen over Sarahs løbskhed, blev lukket ind i det gamle køkken,
hvorefter jeg med Sarah ud af havedøren kom afsted. Der var ikke tid til at finde lokkeænder.

I går kunne jeg hjemmefra i tusmørket høre, at gråænderne havde fundet den oversvømmede eng, som et tøvejr her lige efter jul har været mester for.

Der kom mange ænder. Nærmest invasion af faldskærmstropper ud af den grå himmel, men det gik jo ikke ud på talskyderi.

Sarah skulle bare have sin dåb med andejagt, hvilket også lykkedes uden de store betænkeligheder fra hendes side.
Alle dødskudte 4 gråænder blev hentet perfekt ude i vandet.

Som jæger med en uprøvet hund er der god grund til at holde hovedet koldt; - altså dit eget. Når der, f.eks som denne aften kommer masser af vildt for,
må det ikke udvikle sig til drama og ivrighed, men gerne blive en demonstration for den uprøvede hund, udi at du er situationens mester.
Også selv om horisonten snakker gråandesprog alle vegne.

På den slags hjemlige jagter bruger jeg ikke snor til hende mere. Det er en tillid fra min side, mens å forventer jeg også, at hun honorerer den med lydighed
og fornuft; .....hun er der hele tiden; ligger et par meter væk på jorden under en væltet pil; skærer vandfladen over for at hente ænderne.

Hun har forresten fin øjenkontakt til ænderne på himlen, forbliver siddende indtil skuddet vælter en ned.

Knaldapportør ? ........., Ja, det skal der til på andejagt.

Da mine efterrretninger om Sarahs 5 første leveår lader meget tilbage at ønske, så jeg mig nødsaget til at tage mine forholdsregler denne nytårsaften.
Ganske vist er jeg og familien bosat laaaangt ude på landet, men vi vil dog ikke en sådan aften
undslå os helt fra at sende en raket til himmels klokken midnat.

Derfor var alle 3 hunde blevet isoleret i det gamle køkken, hvor en ad hoc-transistorradio messede
"Vær velkommen Herrens år" og vinduet var blændet af med gråt pergamentpapir.

Så alle gode hunderåd var fulgt.

Sneppejagten er lukket med omgående virkning. Al denne vinter er ikke just for den lille brune vadefugl.
Så nu har jeg slået mig på duejagten i stedet, hvilket i dag gav mig 11 af slagsen.
Der er store flokke til fodersteder eller blot, hvor en tønde står synlig.

Selv om gordonsetteren ikke er den fødte apportør, så var der ingen vaklen i geleddet, når hun skulle hente skovduerne.
Men det var lidt af en udfordring af finde et par, som var faldet dybt i snedriverne.

............................................................................................................................................................

Hvornår bliver Sarah løbsk ?
Ja, egentlig har jeg allerede så småt stillet mig selv det spørgsmål, for jeg husker jo sidste år, hvor Ole Halberg og jeg d. 22. oktober fik hende
overdraget, og hvor hun i ugen lige derpå var høj løbsk. Jeg skal ellers love for, at hun satte mig på noget af en prøvelse dengang med sin piven og hylen.
Jeg var i begyndelsen bange for, hvordan resten af tiden skulle arte sig.

Endnu har hun ikke vist mindste tegn på løbskhed, hvilket jeg har tilskrevet den megen jagtudøvelse.
Jeg tror, at hun har været fysisk "optaget" af at yde sit maksimale på sneppejagterne, hvilket vil sige rigtig megen energi brændt af.
Hvis hun i sådan konstitution også skal have overskud til at avle/garantere hvalpene fødeunderlag, kan jeg forestille mig, at hun først "kommer",
når der falder lidt ro på jagten; - med andre ord, at hun skyder perioden til "bedre tider". Du må have noget erfaring med den slags ?

I foråret/april kom hun ellers fint i "humør" til den slags livsforlængende adfærd, og da var hun ellers kastet ud i forårstrækkets strabadser.

Jeg har en klar aftale med en stor "sneppemand" i det nordjyske om en tævehvalp efter Sarah.
Så jeg vil da håbe, at hun også på det felt arter sig med tiden.

I aften, - efter dagssøvn og inden jeg på ny skulle møde på en 12-timers vagt kl. 1800 (Klima møde København) , var hun med mig ude bag åen
efter en and. Uden nogen skudchance budt mig, oplevede jeg dog givtigt, hvordan hun gik stille foran ud til åen for her uden kommando at lægge sig på
brinken og opmærksom følge lydene i skumringen. Kokkenes fællesskrål fra granskovens nattesæde, - de fjerne glam fra en uvorn lænkehund og
sangdroslens blide toner i løvtræerne. (For øvrigt en klimagevinst med sangdrosler endnu i december !!)

Og jeg kunne mærke min glæde over hundens naturlige forholden sig til den stille jagt, - hendes ro i situationen.
Da jeg rejste mig og gik hjemad, var det uden et ord og hun fulgte roligt efter. Uden et ord.

Godt et år efter hendes skifte af opholdssted og fører, er hun nu med mig alle vegne.
Hvor jeg går og står. Hun forsømmer aldrig en lejlighed til at slikke min hånd eller at nå mit ansigt med sin snudespids - ren kærlighed.
Jeg ved af erfaring, at sådan en hund vil arbejde for sin "mester" indtil en af dem dør. Jeg har altid har et svagt punkt for lige den "hundeevne."

Hvornår vi kan ramme hanhunden, er lidt uvist p.t.? Men straks hun viser tegn, skal jeg advisere dig.

Klimatisk afrapportering af 9. december 2009.

Nu jeg har hul på virkeligheden, så var jeg fredag 13. nov. af sted med hende på ca. 75 ha statsskov ved Kalundborg.
Opført i regi under Skov og Naturstyrelsen. Jeg har lejet det for billige penge, men må så også tåle almenvellets færden i ny
og næ på området/ingen udsætning og ingen fodring. Ideelt for sneppejægere..

Nå - fredag var det styrtregn, så hunde luftere og kondiløbere bliv hjemme i stuerne, og så kunne vi slå til snepperne.

Tre mand i øsregn gennem ca. 15 årrig opvækst af eg, bøg og ask. Det virker, når hunden også kan det med snepperne.
I alt 7 langnæb blev det til, hvoraf Sarah havde stand for de 4.

En stand gav både sneppe og fasanhøne op fra en væltet lærk.
Begge fugle faldt - Herudover skød jeg 3 fasaner, som blev fanget i hundens stand.

Som kuriosum oplevede jeg at skyde en sneppe, som lettede ud af toppen af et bøgetræ???
Jeg troede selvfølgelig, at det var en havareret skovdue, som 6- 7 m oppe røg ud af de tørre bøgeblade .....
men da Sarah dukkede op med sneppen til mig, var det sikkert nok.
Godt, at der var 2 vidner på den oplevelse, som i jægerøre ellers hurtigt kunne blive til jægerlatin.

Jeg tror godt nok aldrig, at jeg vænner mig til hundens dåbs navn - men det kunne være sjovt at kende historien bag navnet.
(Hun hedder Åens Umbeluzi - tidligere ejer var afrikansk gift... deraf navnet - min bemærkning EP)

Hvor ville det være besværligt at udtale i skoven, når jagten går på højeste gear.
Over årene har jeg dannet mig en teori om, at et hundenavn maksimalt bør have to stavelser og for at vinde appel hos hunden skal ende på a.

Ja, sådan er der så mange vildfarelser.

Nå - du skal lige høre om hendes seneste bedrifter.

Selv om jeg kun bruger Sarah til jagt på snepper, så sker det jo, at der kommer andet for i skovbunden.
I dag var det for eksempel en fasankok, som på hendes avance spænede ud af risbunken på modsatte side.
Fuglen vingeskudt og som krigsinvalid tyede den stærkt til bentøjet. Af sted det gik og med Sarah hurtigt opfattende at fuglen var - (ikke fløjet) men løbet.
Hun fulgte den på foden og endte med at komme med den spillevende kok.

Det går således rigtigt godt med apporteringen nu. En syg skovdue, som tudsede rundt på skovbunden, måtte hun også straks overbringe mig.
Fuglen var dog i så ringe stand, at den blev tabt bagud, da vi fortsatte.

Snepper har vi ikke mange af lige i disse dage. Men i sidste uge oplevede jeg med en god ven en superdag med Sarah i skoven.

Min ven er uden sammenligning syg med snepper - sneppigitis hedder det - og jeg har flere gange været ovre hos ham i Thy for at snuse til det store
sus ned langs Vestkysten. Så jeg skyldte ham lidt slidsomme snepper her på Sjælland.

Vi gik i 4 timer og havde i alt 6 snepper for; - alle fugle måtte bide i græsset med tre til hver, så det var glade ansigter, der kom gående ud at skoven
sidst på eftermiddagen. Ikke mindst Sarah havde bidraget til den fine høst.

Jeg lagde for med en sneppe fældet, hvorefter hun straks hidkaldt af skuddet var på pletten.
Den sneppe blev bare taget op fra jorden og bragt mig, som om damen aldrig havde lavet andet end servere den slags.
De næste 3 blev ligeså resolut bragt ind til mig, så også den håndtering med snepperne er nu i orden.
Der er mange hunde som vrænger på næse af snepperne, når fuglen skal apporteres.

Nr. 5 og 6 sneppe skal have ekstra omtale fordi............ vi går i forholdsvis åbne stangbøge, da hun stivner foran en sort kvasdynge, -
lige ved foden af en stor bøg. Jeg får fløjtet min gæst til, og han dækker modsatte side.
På avance ryger hun frem, men går påny i stand, da sneppen må have flyttet på sig. Vi dækker dog fortsat skudvinklerne og så må fuglen fri af
skovbundens blade i hundens andet forsøg. Det giver et let skud til min gæst, der har skudt over 1400 af disse brune raketter.

Den sidste finder hun i bunden af en grøft. Bjælden er blevet tavs, hendes røde halsbånd anes mellem alt bøge løvet.
Atter avance til hunden, som springer fremad i udløst jagtbegær.
Min gæst skyder sneppen død, og ser Sarah springe frem og griber fuglen endnu inden den når jorden.

Jo, hun er ved at uddanne sig som specialist på disse snedige brune langnæb.

På vej til bilen tilstod min gæst, at han da ikke havde troet, at det "var sådan en hund, at jeg havde fået".
Han brugte superlativer, som ellers sjældent forlader hans mund, og ville meget gerne aftage en tævehvalp, hvis .........

Og du spørger mig ikke, om hun er mager i øjeblikket ?
Hun spiser først, når vi kommer hjem fra jagten og står så i øvrigt klar ovre ved bilen bare jeg nærmer mig den.

En super dejlig hund med stor jagtlyst.

Hej Erik.

2.10.09

Du har gættet, hvad min tid senest er fordrevet med !

Ja, - så kommer der en brun amerikaner (Obama) og sætter Danmark på den anden ende.
Alle politifolk (Per er politimand, min bemærkning ep) bundet op, men sådan er det vel, når vi er en lille nation med et stort kamphjerte.

Det halter lidt med fortællingen, - ahh, det vil sige Sarah lægger næsten dagligt alen til de ting, der allerede står i dagbogen om hende.

Seneste meriter/escapader gav både plus og minus til karakterbogen:

I sommer var hun en uge med i sommerhus i Jylland.
Her ordnede hun en nat nogle persienner i huset (kontant udgift) men viste sig også at være glad for vand, hvilket vi erfarede, når hun tog havstokken
i raketfart op og ned langs et brasende Vesterhav. Hun svandt ind til prikstørrelse i horisonten og så retur forbi os.
Så længe hun kunne se os. Det nummer lavede vi om morgenen, når stranden lå tom for badegæster.

Ellers brugte vi et par gode steder med klitter, lyng, hede og skov til at "træne snepper" i, og akkurat som hjemme i bøgeskoven holdt hun god kontakt.

Hjemme har hun en stor have som dagligt jagtområde.
Der smutter altid fasaner ind i urtehaven, hvor de baldrer i jorden med tabte fjer til følge.
Sarah har stand 27 gange om dagen for fasaner, som letter ud af haven. Hun respekterer grænsen ud til skov og mark og lader fasanerne i fred,
når de spadserer frækt forbi haven. En dag så jeg hende stå ved hegnet ind til fårefolden.
Jeg gik til stedet, hvor hun ved avance efterhånden lettede 15 - 20 fasaner ud af græsset.
Til sidst lagde hun sig blot stille ned og så flokken lande ude ved min grusgrav.

Hver dag er både hun og de 2 hanhundelabber med ude i marken for at fodre kreaturer. Aldrig vildt strygende over markerne, men i kontakt med mig eller min kone. De kan alle 3 finde frem til frisklagt kalvelort, som jeg ikke magter at holde dem fra. Der må være vitaminer i den slags mælkekasser.

Jeg har været på hønsejagt med hende for nyligt, hvor der blev skudt 7 høns. En gang med stand, hvor en enkelt høne blev fældet.
Hun gik sammen med en korthår på store nysåede hvedemarker, hvor hun lavede fine sløjfer inde på afstand, akkurat som korthåren.
Min jagtvært spurgte bagefter, hvad jeg havde gjort for at få hende til at holde sig inde ?
Det er svært at forklare, men intet ud over hver gang at være over hende, når hun nåede i yderstilling.
Samme dag mødte hun 3 harer, som hver gang fik hendes ben til at forsvinde under hende.

Om eftermiddagen, hvis jeg har fri fra arbejde, tager jeg med hundene et lille hvil på ryggen af en sofa.
Da ligger de på gulvet og sover i solstriberne. Min ældste søn Jesper kom for 14 dage siden hjem og alle hundene kender ham jo fra jagten,
så de skulle ud i en fart. Undervejs ud må hunden have løbet hovedet durk ind i en jerntap, som rager ned fra en gødningsspreder.
Jeg så det ikke, men Jesper var noget fortørnet over, hvad jeg dog havde gjort ved Sarah - for hun stod hos ham med en stor hudlap trukket fri i panden.
En grim flænge, som ikke forfremmer hende til nogen skønhedsdronning mere, - men i live er hun da. Og lettere rystet var jeg også selv.
Hun tog ikke selv notits af denne hovedryster og det blødte stort set heller ikke. Jeg klippede hårene af så godt som muligt og hægtede plaster på for
at holde lappen nede til kraniet og nu er det vokset fast. Et par dage efter episoden kløede såret, og damen rullede sig, så at sårranden blev synlig igen.
Jeg tror ikke, at det ville have nyttet noget at få det syet.
Det havde hun blot kradset af. Jeg har til gengæld badet sårranden og været opmærksom på, at der ikke gik betændelse i såret.

At det kunne være gået langt værre, husker jeg fra en jagtkammerat, der sidste år mistede en af sine 3 hunde, da de blev lukket ud af hundegården og balstyrige styrtede rundt. Herunder randt tævehunden brystet direkte ind i en jerntrækstang på en tromle skjult i højt græs og døde på stedet. Barske løjer midt i glæden med sine hunde.

Man kan selvfølgelig prøve på alle ledder og kanter at gardere sig mod den slags "færdselsuheld",,- ved at fjerne ting og sager, men helt forsikre sig mod
uheld af den karakter tror jeg ikke kan lade sig gøre. Når "fartdjævelen" sender hundene ud i løb, ser de sig ikke altid for.

Apportering er ikke hendes store force. Det kan være det kommer nu med jagtsæsonen. Jeg trænede i sidste uge med et par nyskudte gråænder
og stimulerede hende ved at lade labberne tage over, når hun ikke ville lege med. Det var med en lang stang og anden i snor bundet til denne at hetzen
gik rundt i haven. Med passende dæk øvelser undervejs. Når hun vil slippe apporten trækker man ruskende i snoren og hun holder emnet fast.
Så kan man langsomt få hende til at fastholde anden og komme ind med den uden at slippe.

Da duejagten gik ind i går, var hun med mig om eftermiddagen, hvor jeg skød 12 skovduer.
Hun var villig nok til at hente dem ind og har også stået på bagben i laden for at snuse op mod bundtet.
Og må træne "hold fast" med de løsdunede duer.

I morgen skal jeg have bestilt en beeper til hende. Et amerikansk apparat med signalgivning ved stand.
Hun prøvede det allerede sidste efterår med succes, hvor 5 snepper blev lagt ned.

Det er såmænd så langt (eller kort) som vi er nået.

I øvrigt har jeg aftale med en sneppejæger i Thy, som er køber af en hvalp fra hende.

Det var vist, hvad jeg kunne nå på denne 12 timers vagt i København, hvor jeg i en pause havde adgang til en netbaseret pc.

Hilsen Per.

10.6.09

Her er et foto fra en vinterdag med sneppestand - som du ser, er hun dybt koncentreret om sneppen.

Ellers så har jeg og Sarah benyttet et par aftener til at sidde på terrassen og kikke op på sneppehannens træk lige hen over huset.
Prøver at få hende gjort kendt med den pisten og knorten, som sneppehannen udstøder på sin elskovsrunde i skumringen.
Man kan jo skærpe enhver hunds opmærksomhed med et "hør......."

Og så skød jeg 3 krager i går formiddags, hvor et kuld invaderede haven.
Sarah måtte tåle at få den varme krage stukket ind i gabet og sidde med den indtil der blev sagt slippppppp.

Hun har vist ikke lært noget hos tidligere ejer om apportering. Men i efteråret oplevede jeg 2 gange, hvor hun af egen vilje apporterede en skudt fasan
og kom ind til mig med den. Så det skal hun nok få lært. Vi tager et kvarter morgen og aften med den lektie, hvor det i øvrigt presser Sarah tydeligt,
at mine to "drengehunde" er klar til at træde til, hvis hun ikke vil holde kragerne!!

Hilsen Per Bering

RETUR MENU